I går aftes snakkede jeg med en veninde, som er iværksætter med nogle fantastiske bomløse dressursadler, som virkelig gør livet en hel del behageligere for mange heste. Ideologien og meningen med hendes firma er til at få øje på.
Så kom jeg til at tænke på, hvordan jeg kunne sætte ord på mit firma, som er bygget op om at skabe kunst.
Ideen med at lave et firma og sælge noget, er jo grundlæggende et spørgsmål om at tjene penge. Meeeen - hvis jeg nu havde masser af penge, så ville jeg alligevel ikke nedlægge arbejdet og stoppe med at male. Jeg tror endda ikke, jeg ville skrue ned for tempoet, og jeg ville heller ikke slække på markedsføringen, for hvad er kunst værd, hvis det ikke bliver set. Desuden ville jeg drukne i malerier.
Jeg elsker at male og lave skulpturer, og jo mere, jeg gør det, des bedre bliver jeg til det. Det i sig selv er jo fantastisk. Men så kommer det store spørgsmål: Hvad vil jeg så med al den kunst? Hvorfor er det vigtigt, at det bliver set, og hvad er det, jeg vil give videre?
Selvfølgelig ved jeg det godt sådan helt inde i hjertet, men når jeg skal sætte ord på, bliver det svært. Men det er nok meget sundt at prøve, uden at jeg på nogen måde vil komme med en facitliste. For det beskueren ser i billedet, er lige så væsentligt, som det jeg bevidst lægger i det, da det i virkeligheden er dialogen med beskueren, der får det til virkelig at leve.
Den bedste kommentar, jeg nogen sinde har fået på mine billeder, kom for mange år siden, efter at jeg havde optrådt med flamenco til en af mine ferniseringer. Der kom en kvinde og sagde: "Efter at have set dig danse, forstår jeg virkelig dine malerier."
At danse flamenco, er for mig ikke bare en morsom dans, der giver god motion, men selve essensen af den kvindelige energi og styrke, med alt hvad der hører til af hele følelsesregistret. Den energi, som jeg i min opvækst i 1950 ´erne oplevede som aldeles ude af brug, idet kvinderne blev reduceret til nogle hjælpeløse andenrangsmennesker.
Flamencoen indeholder både den kvindelige og maskuline styrke, der giver mennesker mulighed for at være det, de er.
Det har givet mig en indre styrke og en accept af også de såkaldt negative følelser - en selvrespekt, der stikker langt dybere, end bare at svinge rundt med et stort ego. Det er en styrke, som ikke har noget med konkurrence at gøre, men tværtimod giver overskud til at give den videre som støtte til andre.
Når jeg underviser børn i flamenco, ser jeg dem vokse gennem deres usikkerhed og generthed ud til nogle stærke selvstændige unge med stor respekt for sig selv og andre.
Det er den energi, jeg ønsker at give videre gennem mine malerier og skulpturer. Motiverne kan være dansere, heste eller landskaber, og da jeg tænkte nærmere over det, fandt jeg ud af, at det er det samme, jeg udtrykker: Balance, skønhed, følsomhed, spænding og ro. Hos danserne og hestene er det bevægelsen, der er udtrykket, og i landskaberne er det storheden og ubevægeligheden.
Og så er det alligevel ikke bare det. For når et billede dukker frem på lærredet, er der også noget større, som jeg ikke er herre over, og som jeg ikke kan forklare nærmere.
I hvert fald elsker jeg, når mine billeder taler til andre mennesker, og jeg føler, jeg har givet noget værdifuldt videre.
Det er nok det, der er meningen.
Helle Borg Hansen
www.hbh-art.dk
.JPG)
